torsdag den 8. oktober 2009

Alice in Chains: Black Gives Way to Blue



År: 2009
Land: USA
Genre: Alternative Rock

Dette album er ventet med spænding. Hvad ville Alice in Chains' relevans være i dag hele 14 år efter det seneste, selvtitulerede album og denne gang uden den i 2002 afdøde Layne Staley, hvis karakteristisk lidende stemme altid har været et af bandets særpræg? Forsanger i denne konstellation er William DuVall, som har turneret med bandet inden offentliggørelsen af en ny skive, og han har live været en særdeles habil erstatning, når alt kommer til alt. Det store spørgsmål er så, om det fungerer i bandets nye sange, og det gør det til dels. Der leveres en ganske fornuftig rockplade, og man hører straks, at det stadig er Jerry Cantrell, der står bag sangskrivningen, så den klassiske Alice in Chains-lyd er til stede. Om DuValls vokal minder for meget om Staleys er svært at afgøre og vel egentligt en smagssag. Ved de første gennemlytninger var det lidt småt med fede, iørefaldende passager, men de dukker efterhånden op, og selv om sangenes niveau aldrig er helt oppe i eliten, er der i størstedelen af numrene lidt at hente, og All Secrets Known, Check My Brain, Acid Bubble skal fremhæves, og de slipper også godt fra de afdæmpede When the Sun Rose Again, Private Hell og Your Decision. Alt i alt en hæderlig plade, der beviser, at det faktisk er muligt for Cantrell & co. at videreføre bandet uden at falde igennem.

ßßßß


Ingen kommentarer:

Send en kommentar