torsdag den 15. oktober 2009

Muse: The Resistance



År: 2009
Land: England
Genre: Alternative Rock, Symphonic Rock

Muses nye udspil vil bestemt dele vandene, for der er altid delte meninger om, hvorvidt forandring fryder. Deres forrige Black Holes and Revelations gav dem en fornyet lyd, og de nåede også ud til masserne med netop det album. At deres materiale er blevet mindre og mindre interessant for mig, mens deres succes kun er steget, er måske paradoksalt, men ligeledes er det et tegn på, at den moderne lyd, de har ramt godt, ikke siger mig noget som helst. På dette album er den storladne, symfoniske lyd i centrum. Førstesinglen Uprising er faktisk et af albummets bedste numre, mens den efterfølgende Resistance er småkedelig. Den Timbaland-agtige Undisclosed Desires er skrækkelig, mens der er gode takter i United States of Eurasia - indtil de fuldstændig overtager Queen-lyden og efterlades som kopister. Noget som desværre er et generelt problem for albummet, som også tydeligt høres i slutningen på Unnatural Selection. I MK Ultra er rocken i centrum uden dog at blæse nogen omkuld, mens den lettere jazzede I Belong to You er et af pladens mest eksperimenterende tiltag, og med obosoloen er resultatet fint. Den modige, tredelte symfoni, der runder The Resistance af kan både ses som malplaceret og nyskabende, for hvad laver det klassiske stykke på en rockplade? Svaret må være, at med især Queen som mere end tydelig reference til Muse-stilen anno 2009 er koblingen mellem klassisk og rock ikke svær at se og derfor forenelig med den symfoniske rock.

ßßß(ß)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar