Pet Shop Boys: Yes

År: 2009
Land: England
Genre: Pop, Synthpop

Pet Shop Boys har aldrig sagt mig det helt store, men de har nu alligevel nogle udmærkede popnumre på samvittigheden, hvilket vi i glimt også fik set på årets Roskilde Festival. På Yes er der blandt de første numre ok takter som fx i Did You See Me Coming, men jeg bliver aldrig overbevist eller på nogen måde draget af musikken. Og som skiven skrider frem, er der længere og længere imellem snapsene, så der er lang vej til slutfirsernes milepæle.

ßß

Muse: The Resistance

År: 2009

Land: England
Genre: Alternative Rock, Symphonic Rock

Muses nye udspil vil bestemt dele vandene, for der er altid delte meninger om, hvorvidt forandring fryder. Deres forrige Black Holes and Revelations gav dem en fornyet lyd, og de nåede også ud til masserne med netop det album. At deres materiale er blevet mindre og mindre interessant for mig, mens deres succes kun er steget, er måske paradoksalt, men ligeledes er det et tegn på, at den moderne lyd, de har ramt godt, ikke siger mig noget som helst. På dette album er den storladne, symfoniske lyd i centrum. Førstesinglen Uprising er faktisk et af albummets bedste numre, mens den efterfølgende Resistance er småkedelig. Den Timbaland-agtige Undisclosed Desires er skrækkelig, mens der er gode takter i United States of Eurasia - indtil de fuldstændig overtager Queen-lyden og efterlades som kopister. Noget som desværre er et generelt problem for albummet, som også tydeligt høres i slutningen på Unnatural Selection. I MK Ultra er rocken i centrum uden dog at blæse nogen omkuld, mens den lettere jazzede I Belong to You er et af pladens mest eksperimenterende tiltag, og med obosoloen er resultatet fint. Den modige, tredelte symfoni, der runder The Resistance af kan både ses som malplaceret og nyskabende, for hvad laver det klassiske stykke på en rockplade? Svaret må være, at med især Queen som mere end tydelig reference til Muse-stilen anno 2009 er koblingen mellem klassisk og rock ikke svær at se og derfor forenelig med den symfoniske rock.

ßßß(ß)

Editors: In This Light and on This Evening

År: 2009
Land: England
Genre: Indie, Synthpop, Post Punk

Efter ellers tidligere at have konstateret, at Editors ikke faldt i min smag, forsøgte jeg mig med den seneste udgivelse. Uimponeret har jeg kun tidligere hørt dem som opvarmning for R.E.M. i Parken i 2008 og ellers sporadisk. Der er meget mere synth end tidligere, hvor jeg husker bands som Joy Division og Interpol som referencer. Især vokalen bærer præg af dette, og det er på nærværende skive stadig tilfældet, som flygtigt også leder tankerne hen på Depeche Mode. I det store hele er der dog ikke pokkers meget at komme efter, og selv hittet Papillon og Eat Raw Meat = Blood Drool er kun glimtvis noget ved, mens The Big Exit er decideret forfærdelig.

ßß(ß)

Depeche Mode: Sounds of the Universe

År: 2009

Land: England

Genre: Synthpop, Rock

Depeche Mode har snart lavet plader i tredive år, og det seneste skud på stammen har også sine momenter. Som helhed er jeg dog ikke ret medrevet af pladen, som er tilbøjelig til at være langtrukken. Bevares, førstesinglen Wrong er da ganske udmærket, mens den næste, Peace, i min optik er langt mere på det jævne. Til gengæld skal afslutteren Corrupt fremhæves som et fortrinligt nummer. Alt i alt er det en smådyster plade, som indeholder få mindeværdige øjeblikke, der dog er værd at stifte bekendtskab med.

ßßß

Bat for Lashes: Two Suns

År: 2009
Land: England / Pakistan
Genre: Indie/Pop

Hvad skal man kalde denne genre? Vi bevæger os vel et sted i det poppede indieunivers med vægt på førstnævnte. Mit umiddelbare indtryk var, at det var lige poppet nok, men Natasha Khan har i flere numre en god stemme, og hun slipper altså også afsted med enkelte spændende numre, som fx Daniel og den behagelige Travelling Woman.

ßßß

PJ Harvey & John Parish: A Woman A Man Walked By

År: 2009

Land: England

Genre: Pop/Rock, Alternative Rock

En plade som har modtaget både stor ros og middelmådige anmeldelser, og det forstår jeg godt. Jeg har selv haft svært ved at finde ud af, hvad jeg synes, men jeg er vendt tilbage til den gentagne gange, og der er bestemt kvalitet at spore. Man skylder i alt fald sig selv at give pladen et lyt. Black Hearted Love og Leaving California er fortrinlige numre.

ßßßß